FRI FRAGT

LEVERING 2-3 DAGE

SIKKER SHOPPING

Tusind linjer løgn er en helt usædvanlig bog, en journalistisk krimi baseret på virkelige hændelser. ”En virkelig gribende thriller... spektakulær læsning” sagde de på ZDF, tysk TV2. ”Ikke en anklage, men en spændende tekst og en klog refleksion over journalistik. Morenos bog er yderst læsbar” skrev avisen die Welt. Selv nyhedsmagasinet der Spiegel, som i lang tid ikke troede deres egen journalist, og til sidst måtte fyre hele chefredaktionen, havde denne kommentar til bogen: ”I slutningen af 2018 var det ikke der Spiegel og bladets 60 ansatte faktatjekkere, der fangede Claas Relotius i bedrageri og løgn. Det var Juan Moreno, freelancereporteren. Og han risikerede sit professionelle liv for at gøre det. Faktum er, at vi i alt for lang tid ikke troede på ham. -- Steffen Klusmann ― Spiegel Online, 2019. Sådan kunne man blive ved. Herhjemme er bogen blevet brugt som udgangspunkt for det spændende teaterstykke Spejlmanden. Tusind linjer løgn var kort sagt en sensationel bog da den udkom i Tyskland. Forlaget Brilleuglen synes også, at bogen er så enestående, at vi har valgt at oversætte og udgive den på dansk.

Den handler om den største medieskandale siden Hitlerdagbøgerne. Læserne og chefredaktørerne elskede stjernejournalisten Claas Relotius, der skrev fantastiske artikler for Europas største nyhedsmagasin der Spiegel. Han interviewede drengen, der angiveligt var årsag til krigen i Syrien, mødte helt tilfældigt henrettelsesturisten Gladys, der rejste USA tyndt for at overvære de dødsdømtes sidste minutter og lavede solohistorier om børnearbejdere i Tyrkiet, og der var aldrig nogen, der betvivlede hans følelsesladede historier og den research, der lå bag.  
Han vandt stribevis af priser og gav medierne det, de ville have. Salgstallene og oplagene blomstrede. I perioden fra 2011 til 2018 skrev han opdigtede artikler for magasinet, uden at der Spiegels legendariske faktatjek opdagede noget. Andre toneangivende europæiske medier gik det ikke meget bedre.

Bogen er spændende som en velskrevet thriller. Juan Moreno bliver sat til at skrive en artikel sammen med Relotius, og langsomt går det op for ham, at der er noget råddent ved Relotius’ bidrag. Han begynder at grave dybere. Dét starter en krig mellem de to journalister, hvor ingen kneb viser sig at være for beskidte. Under opklaringsarbejdet møder han også uventet hård modstand fra den medieverden, han selv er en del af, og næsten uden kollegial opbakning er han er endog meget tæt på at ødelægge sin karriere. Der er simpelthen ingen, der tror på ham. Ud over den fantastiske historie om Claas Relotius' storhed og fald, spørger Moreno, hvordan Relotius' mangeårige bedrageri overhovedet kunne lade sig gøre, og hvad det fortæller os om moderne medier.

Bogen kan bestilles her